Bondeplage
Hvad har hovbonden for alt sin møje
For sin trældom og sure sved
Intet til klæder, lidet til føde
Og stundom ej det tørre brød
Valle og vand, hans tørst må slukke
Dog under åget sig flittigt må bukke
Kommer han hjem, hans trætte lemmer
Værker af trældommens hoveri
Sengen for denne sig bedst bekvemmer
Hvad haver han at hvile dem i?
Lidt halm, lidt vadmel, lidt halvrådden fjeder
To blågarnslagen som usseldom hedder
Det usle han til føde skal æde
Er såerne kun af andet godt
Kernen og krummen, det søde og fede
Skal han alt yde til herskabets pot
Præstens og degnens gryder vel favre
Tør han ej byde det tørre og magre
Slamppamperiet han selver skal have
Selvdøde kalve og halvsyge får
Forsultede svin og køer som rage
Ud af høj alder, til føde han får
Hovposens fylde til tjenestefolks føde
Det er den summa, som lægger ham øde
Bauernplage
Was hat der Bauer für all seine Mühe
Für seine Knechtschaft und seinen scharfen Schweiß
Nichts für Kleider, wenig für Nahrung
Und manchmal nicht einmal das trockene Brot
Milch und Wasser, seinen Durst muss er stillen
Doch unter dem Joch muss er fleißig sich beugen
Kommt er nach Hause, seine müden Glieder
Schmerzen vom Müßiggang der Knechtschaft
Das Bett für ihn ist am besten bequem
Was hat er, um sich darin auszuruhen?
Ein bisschen Stroh, ein bisschen Wollstoff, ein bisschen halbverfaultes Federbett
Zwei blaue Laken, die selten so genannt werden
Das Elende, das er zu essen hat
Sind die Reste von anderem Gut
Die Kerne und Krümel, das Süße und Fette
Muss er alles dem Herren auf den Tisch bringen
Die Töpfe des Pfarrers und des Schulmeisters wohl gefüllt
Darf er nicht bieten das trockene und magere
Das Schlammpamperei, das er selbst haben soll
Selbstgestorbene Kälber und halbkranke Schafe
Verhungerte Schweine und Kühe, die abgemagert sind
Aus hohem Alter, die Nahrung, die er bekommt
Der Inhalt des Jutesacks für das Dienstpersonal
Das ist die Summe, die ihn zugrunde richtet.