Imperia
Jeg er imperia, jordmassens dronning
Urstærk som kulden, der blunder i bjergens skød
Mørk og ubøjelig, ofte jeg drømmer mig død
Pragt er min higen, jeg kender ej mildhed
Jeg er den golde natur, det udyrkede øde
Som giver stene for brød, og som nægter at føde
Ingen kan vække mig uden min elsker
Ilden, min herre, til hvem jeg er givet i vold
Så at jeg røres til afgrundens dybeste fold
Alt er unyttigt undtagen vor skælven
Alt, hvad der trives og pletter som skimmel på min hud
Ruster jeg bort i et møde med jordskælvets gud
Under den græstørv, som vendes af ploven
Hviler mit jernfaste indre unærmeligt frit
Hver, som er gold i sit hjærte, har noget af mit
Af mine kullags og malmårers gifte
Blåner den vårsæd, som yder det nærende mel
Kold for de levendes optog og danse
Drømmer jeg evig om urelementets musik
Jeg er imperia, jordmassens dronning
Jeg er den golde natur, det udyrkede øde
Som giver stene for brød, og som nægter at føde
Giftige kratere, rygende dybder
Sortsvedne huler, der stinker af svovl
Kongernes slot har jeg sænket i havet
Slået den fattiges fattige lykke i skår
Og er utømmelig rig for millioner af år
Kom til mit hjærte, der aldrig har frygtet
Døren er opladt, jeg venter ubændig min elsker
Imperia
Soy imperia, la reina de la masa terrestre
Fuerte como el frío que descansa en el seno de la montaña
Oscura e inflexible, a menudo sueño con la muerte
La grandeza es mi anhelo, desconozco la dulzura
Soy la naturaleza estéril, el yermo sin cultivar
Que da piedras por pan, y se niega a engendrar
Nadie puede despertarme excepto mi amante
El fuego, mi señor, al que estoy entregada en sumisión
Para que sea tocada por las profundidades del abismo
Todo es inútil excepto nuestro temblor
Todo lo que prospera y mancha como moho en mi piel
Lo corroo en un encuentro con el dios del terremoto
Bajo la turba que es volteada por el arado
Descansa mi interior de hierro firme e inaccesiblemente libre
Todo aquel que es estéril en su corazón tiene algo de mí
De mis capas de carbón y venenos de minerales
Azula la semilla de primavera, que da la harina nutritiva
Fría para los desfiles y bailes de los vivos
Sueño eternamente con la música de los elementos
Soy imperia, la reina de la masa terrestre
Soy la naturaleza estéril, el yermo sin cultivar
Que da piedras por pan, y se niega a engendrar
Cráteres venenosos, profundidades humeantes
Cuevas negras que huelen a azufre
He hundido el castillo de los reyes en el mar
He destrozado la pobre felicidad del pobre
Y soy inagotablemente rica por millones de años
Ven a mi corazón, que nunca ha temido
La puerta está abierta, espero ansiosa a mi amante
Escrita por: Ole Pedersen Luk