395px

Ragnarok

Eldjudnir

Ragnarok

Forfærdeligt i Hornet Heimdal blæser
På Buen, til den frygteligste Kamp,
Mens Midgardsormen løfter sig og hvæser.
Den skønne Regnbue hyller sig i Damp.
Ned ride Guderne - da Broen brister,
Og Skyen suger Dunsten som en Svamp.
Sin bedste Prydelse da Himlen mister,
Utgardeloke staaer for Snekkens Rand,
Det sorte Flag sig ned i Bølgen sænker,
Mens ud af Sumpens dunkle Mosevand,
Af Jetter fuld, sig Nagelfare lister.
Da seiler frem til Kamp hver Klippens Mand.

Da nærmer langsomt Mulmet sig fra Syd:
Dybt i den sorte Støtte Flammen brænder
Med blaalig Ild, til alle Jetters Fryd.
Det Surtur er, som Afgrundsvælget sender,
Den frygteligste Mulmets Kæmpe,
Med stålblå Sværd.

As-Odin rider op til Kampens Færd,
Med Gugner styrter Ulven han i Møde;
Dog dræber Fenris Valhals Herre god,
Da lyser der en stakket Morgenrøde;
Der krymper Midgardsormen sig.
Den vånder sig i Krigens hede.
Da kommer Thor med løftet Hammer!
Skønt længe Thor kun blindt i Skællet rammer.

I Døden den sig om hans Fødder snoer,
Den oversprøjter ham med Gift og ser;
Blod farver Panden rød, hvor Mosset gror.
Thor går med Sejr bort; men blegnet bukker
Sig Helten snart; ni Skridt derfra han gik,
Så synker han, og brustent Øje lukker.
Garm dræber Tyr; Tyr traf Uhyrets Hjerte;
Fra Krogen springer Loke frem som Katten,
Men Heimdal styrter ham til Nastronds Lukke,
Så svinder Heimdal selv, som Farv' i Natten.

Nys glimted svage Lys, nu glimte færre.
Alskabningen nedsank i Regn og Død.
Da er igjen Alfader ene Herre.
Jeg sang om Guders og om Verdens Nød,
Nu tolker jeg det Håb, den Trøst som følger:
En nyskabt Jord står frem af Havets Skød.
Ungt speiler Græsset sig i friske Bølger,
Biergfossens Skum skal atter Klippen tvætte,
Hvor Skyen svæver og hvor Ørnen følger.

Ragnarok

Forfærdeligt en el cuerno Heimdal sopla
En el arco, para la batalla más temible,
Mientras la Serpiente de Midgard se levanta y silba.
El hermoso arcoíris se envuelve en vapor.
Los dioses cabalgan hacia abajo - cuando el puente se rompe,
Y la nube absorbe el vapor como una esponja.
Su mejor adorno cuando el cielo pierde,
Utgardeloke se para en el borde del barco,
La bandera negra se hunde en las olas,
Mientras de las oscuras aguas pantanosas,
Llena de gigantes, Naglfar se desliza.
Entonces cada hombre de la roca navega hacia la batalla.

Lentamente se acerca la oscuridad desde el sur:
Profundamente en la negra columna arde la llama
Con fuego azulado, para el deleite de todos los gigantes.
Es Surtur, quien envía el abismo,
El más temible gigante de la oscuridad,
Con una espada azul de acero.

As-Odin cabalga hacia la batalla,
Con Gugner se lanza contra el lobo;
Sin embargo, Fenris mata al señor de Valhalla,
Entonces brilla un breve amanecer;
La Serpiente de Midgard se encoge,
Se retuerce en el calor de la batalla.
¡Entonces Thor viene con su martillo en alto!
Aunque Thor solo golpea ciegamente en la escama por mucho tiempo.

En la muerte se enrosca a sus pies,
Lo rocía con veneno y ve;
La frente se tiñe de rojo donde crece el musgo.
Thor se va con la victoria; pero pronto palidece
El héroe; a nueve pasos de donde caminó,
Luego cae, y cierra el ojo roto.
Garm mata a Tyr; Tyr golpea el corazón de la bestia;
De la esquina salta Loki como un gato,
Pero Heimdal lo empuja hacia el cierre de Nastrond,
Entonces Heimdal mismo desaparece, como la pintura en la noche.

Recientemente brillaba una luz débil, ahora brilla menos.
La creación se hundió en lluvia y muerte.
Entonces Odin es nuevamente el único señor.
Canté sobre la necesidad de los dioses y del mundo,
Ahora interpreto la esperanza, el consuelo que sigue:
Una tierra recién creada emerge del seno del mar.
La hierba se refleja joven en olas frescas,
La espuma de la cascada Biergfoss limpiará la roca nuevamente,
Donde la nube flota y donde el águila sigue.

Escrita por: