395px

La Colina Sobre Pilares Ardientes

Svartsot

Højen På Glødende Pæle

I regn jeg red et ensomt ridt,
På høstnattens ode hede,
Vinden skreg på de vilde vidder,
Og ført' mig ud på fremmed jord.

Hey! hey!
Et lys i det fjerne loved' læ,
Og senge af sødt hø,
Hey! hey!
Men sært var det syn, der vented' mig
Af glæde og gammen.

En høj på glødende pæle,
En sal af skinnende guld,
Folket, der lader sig fjæle,
Danser og drikker i huset af muld.

En kone fra bjerget et bæger bragt',
Med tursemjød, tykt om troldblod.
Stum som sten, greb jeg fast om skålen,
Og drak den ud i et enkelt drag.

Hey! hey!
Som brod i en bæk fyldtes jeg,
Af fryd og af fuldskab,
Hey! hey!
Mens lyden af fløjten lokked' mig,
I højen den høstnatt.

En høj på glødende pæle,
En sal af skinnende guld,
Folket, der lader sig fjæle,
Danser og drikker i huset af muld.

Vilde møer klædt i grønne kjortler,
Med vakre øjen og villige skød,
Mandfolk drak med lyst af mjøden,
Mildet først endt' da dagen, den gryed'.

Jeg genoptog gårsdagens færd,
Men kendte veje næp kunn' kendes.
Jeg kendtes kun af gårdens gamling,
"men døj do æ, da a war dræng?"

En høj på glødende pæle,
En sal af skinnende guld,
Folket, der lader sig fjæle,
Danser og drikker i huset af muld.

La Colina Sobre Pilares Ardientes

Bajo la lluvia cabalgué en un solitario viaje,
En la desolada llanura de la noche de otoño,
El viento aullaba en las tierras salvajes,
Y me llevó a tierras desconocidas.

¡Hey! ¡hey!
Una luz en la distancia prometía calor,
Y camas de dulce heno,
¡Hey! ¡hey!
Pero extraña fue la visión que me esperaba,
De alegría y regocijo.

Una colina sobre pilares ardientes,
Un salón de oro reluciente,
La gente, que se deja engañar,
Baila y bebe en la casa de la tierra.

Una mujer de la montaña trajo una copa,
Con hidromiel, espeso como sangre de troll.
Mudo como una piedra, agarré fuerte la copa,
Y la bebí de un solo trago.

¡Hey! ¡hey!
Como una aguja en un arroyo me sentí,
De alegría y embriaguez,
¡Hey! ¡hey!
Mientras el sonido de la flauta me atraía,
En la colina en la noche de otoño.

Una colina sobre pilares ardientes,
Un salón de oro reluciente,
La gente, que se deja engañar,
Baila y bebe en la casa de la tierra.

Mujeres salvajes vestidas con túnicas verdes,
Con ojos hermosos y regazos deseosos,
Los hombres bebían con gusto la hidromiel,
Hasta que amainó al amanecer.

Retomé el viaje de ayer,
Pero los caminos conocidos apenas se reconocían.
Solo era reconocido por el anciano de la granja,
'¿Pero eres tú, cuando yo era joven?'

Una colina sobre pilares ardientes,
Un salón de oro reluciente,
La gente, que se deja engañar,
Baila y bebe en la casa de la tierra.

Escrita por: Cristoffer J.S. Fredriksen / Svartsot