395px

I. Lobo y Miedo

Ulver

I. Wolf & Fear

Snacket blandt Folck vaer til Bestandighed
Om Fuldmaanens Vee & Grue
Naar det klagede op mod hendes Skiær
Fra Vintrens kolde Eensomhed
Da frycktede de at Vargen vaer nær
Vakt vaer dends gamle Mayestet
Der vaer Døgn da nogen meenede at hafve seet
I hendes Lius, som han splidder med dend
Skygge som han spreer,
Skyggen aff een ikjend Mackt
Der den hylede mod sin Gud i infernaldsk Prackt
Dende Diefvels Herold, han herjede
Fra Kandt til Kandt, & mange aff Mandeæt forsvandt
Paa dend hun lyser, han binder; oc Helveds Ulv,
Han dræber, medens Afgrunden brager
Forbandelsen er her visseligen
Aff Diefvlen han bleff skiænked een Gave
Der ved Trolddom favned ham til Ulv
Ey vaer han længer een Guds Slave
Der ved Midnat vandred ofver hule Grave

I. Lobo y Miedo

Hablando entre la gente era constante
Sobre el miedo y el terror de la luna llena
Cuando se quejaba hacia su brillo
Desde la soledad fría del invierno
Ellos temían que el lobo estuviera cerca
Despertaba su antigua majestuosidad
Hubo días en que alguien creyó haber visto
En su luz, como él desgarra con esa
Sombra que él esparce,
Sombra de un poder desconocido
Que aúlla hacia su Dios en un esplendor infernal
Este heraldo del diablo, él saqueaba
De costa a costa, y muchos de la humanidad desaparecían
En la que ella ilumina, él ata; y el lobo del infierno,
Él mata, mientras el abismo retumba
La maldición está ciertamente aquí
Del diablo él recibió un regalo
Que con hechicería lo abrazó como lobo
Ya no era más esclavo de Dios
Que a medianoche caminaba sobre tumbas huecas

Escrita por: