Wolf & Fear
Snacket blandt Folck vaer til Bestandighed
Om Fuldmaanens Vee & Grue
Naar det klagede op mod hendes Skiaer
Fra Vintrens kolde Eensomhed
Da frycktede de at Vargen vaer ner
Vakt vaer dends gamle Mayestet
Der vaer Dogn da nogen meenede at hafve seet
I hendes Lius, som han splidder med dend
Skygge som han spreer,
Skyggen aff een ukiend Mackt
Der dend hylede mod sin Gud I infernaldsk Prackt
Dende Diefvels Herold, han herjede
Fra Kandt til Kandtmange aff Mandeet forsvandt
Paa dend hun lyser, han binderoc Helveds Ulv,
Han dreber, medens Afgrunden brager
Forbandelsen er her visseligen
Aff Diefvlen han bleff skiinked een Gave
Der ved Troldom favned han til Ulv
Ey vaer han linger een Guds Slave
Der ved Midnat vandred ofver hule Grave
Lobo y Miedo
El chisme entre la gente era constante
Sobre el miedo y el terror de la luna llena
Cuando se quejaba hacia sus sombras
Desde la fría soledad del invierno
Ellos temían que el lobo estuviera cerca
Despertando su antigua majestuosidad
Hubo un día en que alguien creyó haber visto
En su luz, que él desgarraba con ella
La sombra que él esparce,
La sombra de un poder desconocido
Que aúlla hacia su Dios en un esplendor infernal
Este heraldo del diablo, él saqueaba
De un lado a otro muchos hombres desaparecían
En la luz de ella, él ata al lobo del infierno,
Él mata, mientras el abismo retumba
La maldición está ciertamente aquí
Del diablo él recibió un regalo
Por la brujería se convirtió en lobo
Ya no era más esclavo de Dios
Caminaba sobre tumbas en la medianoche