I
Snacket blandt Folck vaer til Bestandighed
Om Fuldmaanens Vee & Grue
Naar det klagede op mod hendes Skjaer
Fra Vintrens kolde Eensomhed
Da frycktede de at Vargen vaer nær
Vakt vaer dends gamle Mayestet
Der vaer Døgn da nogen meenede at hafve seet
I hendes Ljus, som han splidder med dend
Skygge som han spreer
Skyggen aff een ukjend Mackt
Der dend hylede mod sin Gud i infernaldsk Prackt
Dende Djefvels Herold, han herjede
Fra Kandt til Kandt, & mange aff Mandeæt forsvandt
Paa dend hun lyser, han binder; oc Helveds Ulv
Han dræber, medens Afgrunden brager
Forbandelsen er her visseligen
Aff Djefvlen han bleff skjænked een Gave
Der ved Troldom favned han til Ulv
Ey vaer han længer een Guds Slave
Der ved Midnat vandred ofver hule Grave
Yo
Snacket entre la gente era constante
Sobre el dolor y el temor de la luna llena
Cuando se quejaba hacia su brillo
Desde la soledad fría del invierno
Ellos temían que el lobo estuviera cerca
Despertando a su antigua majestuosidad
Hubo días en los que alguien creyó haber visto
En su luz, que él divide con esa
Sombra que él esparce
La sombra de un poder desconocido
Que aúlla hacia su Dios en un esplendor infernal
Este heraldo del diablo, él devastaba
De un lado a otro, y muchos de la humanidad desaparecían
Donde ella brilla, él ata; y el lobo del infierno
Él mata, mientras el abismo retumba
La maldición está ciertamente aquí
Por el diablo, él recibió un regalo
A través de la brujería se convirtió en lobo
Ya no era más esclavo de Dios
Caminando sobre tumbas huecas a medianoche