VIII
Hafvde Kiærlighed lænkelagt
Dend utæmmede Mackt?
Han glemmer det han legger død
Ingen Minder stiiger fra Graven brat
Ingen Anger gliider giennem Siælens Nat
Med Ydmyghedens Taarer smigrede hun
Dend Guddom som hun hadete medens hun frycktede
Hendes Væsen, lig et Lam
Gik ham ey forbi
For hun hafde rørt ved ham
Øfved sin Magi
Uagtet disse Siæle tvende
Een hafvde at ende
Nye Smerte klinger frem aff gammel Klage
Tragoedie aff uaffbrudne Dage
Ukuelig, dend Tørst
Hinsidigt, det Begiær
Nu drev han yr &map gal
I sorthiærtet Kval
Vintrens kulde
Snart tilfulde
Oc hans Længsel
Mod een Vinternat
Ulven vandrer eene
VIII
¿Ha sido el amor encadenado
Por el poder indomable?
Él olvida lo que deja muerto
Ningún recuerdo surge abruptamente de la tumba
Ningún remordimiento se desliza a través de la noche del alma
Con lágrimas de humildad lo halagaba
Al dios al que odiaba mientras temía
Su ser, como un cordero
No pasó desapercibido para él
Porque ella lo había tocado
Ejerció su magia
A pesar de estas dos almas
Uno tenía que terminar
Nuevos dolores surgen de antiguas quejas
Tragedia de días ininterrumpidos
Inquebrantable, la sed
Más allá, el deseo
Ahora él estaba loco y perdido
En un tormento de corazón negro
El frío del invierno
Pronto se llenará
Y su anhelo
Por una noche de invierno
El lobo camina solo