Efterbyrden
I silhouetter fra dørgløten skimtes
Grave mænd i hin stolte jarls klæder,
Og værger vil drikke dybt af norges
Høibaarne æt og de fortrolige nære
Jarlens henseender ere klare;
Hin vordende thronarving er begiæret død;
Atter skiærer bistert staal giennem qvin
... og noret dræbes i morens skiød
I oblivion vil nederdrægtighed spire
I oblivion efterbyrden skal vansire
De haver ingen kunden om gammel barselssed
Saa lagnadstung denne dag; akk, hin barselssed
Noget utyske vanhelsige
Spiætter mellem dauskrotter
Og hviner efter afaat hæslige,
Der saa frigid i kiøldens bryst
Blir eders livskraft deprivert
Thi at dulme sveltende lyst
Utysket hinsides taagen vældige svandt
Vendt mod nord, mod aftensolens rand
Hen ifra en tilforn kongsgaard vakant
Saa kom pesten over hint ganske land
Langs alfadervei og grænder ligger folk i sygdom svøbt
Bag tomhets aasyn raader pinsler i nederdrægtighed døbt
I oblivion vil nederdrægtighed spire
I oblivion efterbyrden skal vansire
De haver ingen kunden om gammel barselssed
Saa lagnadstung denne dag; akk, hin barselssed
Henfalden jeg tæres hen
I ligesæl stilfærdighed;
Mit kiød til dig er given
Favn mig i dit malum
Drikk af svulne vunder
Slit livets baand grum
Secuelas
En siluetas de puertas entreabiertas se vislumbran
Hombres graves en los orgullosos ropajes del jarl,
Y los guardianes beberán profundamente de la nobleza de Noruega
Y de los cercanos confidentes
Los propósitos del jarl son claros;
El heredero al trono por venir está deseado muerto;
Una vez más el acero corta amargamente a la mujer
... y Noruega es asesinada en el regazo de su madre
En el olvido la vileza brotará
En el olvido las secuelas deformarán
No tienen conocimiento de viejas costumbres de parto
¡Tan cargado de destino este día; oh, aquella costumbre de parto!
Algo monstruoso y desfigurado
Se retuerce entre huesos muertos
Y gime tras la repugnante comida
Que tan fría en el pecho del frío
Se priva vuestra vitalidad
Para calmar el hambre devoradora
Lo monstruoso más allá de la niebla desapareció
Girado hacia el norte, hacia el borde del sol poniente
Lejos de una vez vacía mansión real
Así llegó la peste sobre toda esa tierra
A lo largo del camino de los antepasados y las fronteras yacen personas envueltas en enfermedad
Detrás de un rostro vacío reinan tormentos bautizados en vileza
En el olvido la vileza brotará
En el olvido las secuelas deformarán
No tienen conocimiento de viejas costumbres de parto
¡Tan cargado de destino este día; oh, aquella costumbre de parto!
Decaído, me consumo
En una tranquila similitud;
Mi carne te es entregada
Abrázame en tu mal
Bebe de las heridas hinchadas
Corta los lazos de la vida cruel