Sønnetabet
Det er mig trægt tungen at røre
Skjaldskabens lod at løfte
Ej til hvad jeg ord kan finde
I sindets dyb de sidder fast
Frit jeg fordum formede digtet
Viddets våben vel slebet
Nu brænding bruser kold mod bred
Foran min søns og fædres langdysse
Snart min æt har nået enden
Som en skov af stormen skæmmet
Det fryder ej en mand at se
Frændelig i høj begavet
Mindes inderst i min sjæl
Fader og Moders død
Slynger et løvværk af minder
Giver mig styrke i sind
Kunne jeg med sværd hævn skaffe
Var Ægirs endekigt vis
Kunne man håbe havet af fælde
Jeg gerne i holmgang gik
Men jeg fandt mine kræfter for få
Åbenbar er min ensomhed nu
Senest nu slægtens håb
Fra livet taget
Ofte følte jeg savnet af frænder
Broderløs blottet i ryggen
Til tankens kraft jeg tyr i strid
Ene mand har lange øjne
Hvor finder man en modig fælle
Uræd for stålet, der vove tør
Jeg farer med lempe når fjenden truer
Når hirdens antal bliver færre
Jeg stod mig godt med spyddets herre
Odin's pagt mig styrke gav
Indtil min gud vort venskab brød
Sejrens digter sled vort bånd
Jeg gerne til ham ofte blote
Men Asebroder holdt mig hen
Dog skylder jeg ham, skjaldes fader
Han magt og visdom mig givet
Ulvens banemand mig gav
Mimers ven, blodsudgyder
Skjaldekunst, digt at kvæde
Et der gennemskuer alle
Bedragere og avindsmænd
Åbent fjendskab de bekendte
Odin mig mit lod har lindret
Og dog nu dette han mig byder
Hårdt er jeg ramt
Ventende på næsset jeg se
Hel den nådesløse
Huserer ved frændens dysse
Dog skal jeg djærb og stolt
Og med min gode vilje
Mit endelig gå i møde
Gå frygtløs ind i døden.
La pérdida del hijo
Es difícil para mí mover la lengua
Levantar la carga de la poesía
No encuentro las palabras adecuadas
En lo más profundo de mi mente están atrapadas
Antes moldeaba libremente el poema
Las armas de la sabiduría bien afiladas
Ahora las olas rompen frías en la orilla
Frente al túmulo largo de mi hijo y antepasados
Pronto mi linaje ha llegado a su fin
Como un bosque azotado por la tormenta
No alegra a un hombre verlo
Dotado de nobleza
Recuerdo en lo más profundo de mi alma
La muerte de padre y madre
Enreda un follaje de recuerdos
Me da fuerza en el espíritu
Si pudiera vengarme con la espada
Sería el canto final de Ægir
Si se pudiera esperar un mar de trampas
Gustosamente me enfrentaría en duelo
Pero encontré que mis fuerzas eran pocas
Ahora mi soledad es evidente
Ahora, por último, la esperanza de la familia
Me es arrebatada de la vida
A menudo sentí la falta de parientes
Sin hermanos, desprotegido a mis espaldas
Recuerdo el poder del pensamiento en la batalla
Un hombre solo tiene ojos largos
¿Dónde encontrar un compañero valiente?
Sin miedo al acero, que se atreva
Actúo con gentileza cuando el enemigo amenaza
Cuando el número de la guardia disminuye
Me llevé bien con el señor de la lanza
Odín me dio fuerza en su pacto
Hasta que mi dios rompió nuestra amistad
El poeta de la victoria desgarró nuestro vínculo
Gustosamente me sometería a él a menudo
Pero el hermano de los Æsir me mantuvo a distancia
Aún así le debo, padre de los poetas
Él me dio poder y sabiduría
El asesino del lobo me fue dado
Amigo de Mímir, derramador de sangre
El arte de la poesía, cantar poemas
Uno que ve a través de todos
Engañadores y envidiosos
Abiertamente declaran su enemistad
Odín ha aliviado mi destino
Y sin embargo, ahora me ordena esto
He sido golpeado duramente
Esperando ver mi destino
Hel, la despiadada
Ronda cerca del túmulo de los parientes
Pero debo ser valiente y orgulloso
Y con mi buena voluntad
Enfrentar finalmente mi destino
Ir sin miedo hacia la muerte