Tor I Helheim
En stol højt monne stande alt under hvælvet sten
Den var af hovedpande og skøre dødningben
Der så man Hel at true, alt var hun hvid mod fod
Mod issen blå at skue af underløbet blod
Et dødningben det hvide vel bleget i måneskin
Hun straktes ud til kvide med et hævngærrigt sind
Det vare muldent lugte hun sprang det som en vånd
Som kongespir hun brugte det i sin grumme hånd
Det var så tyst derinde, en liglugt overalt
Der rørtes ingen vinde kun hule suk gengjaldt
Tre fakler blåligt lue ved hver en dødning stod
Man idel rædsel skue med intet spor af blod
Der så man Tor at smile, han vendte sig omkring
Han monne hurtigt ile hen i de dødes ring
Han råbte højt derinde da disse strenge ord
Så gå det hver en kvinde som ej tør følge Tor
I usselige dåre som frygter sår og død
Nu Hel jer evigt såre med kval og bitter nød
I lod ej hjelmen hvælve om issen kækt i strid
I skabtes til at skælve så skælv til evig tid
Derpå den strenge kæmpe tren fast for Hela frem
Han måtte stemmen dæmpe i hendes mørke hjem
Han sagde gustne kvinde retfærdigt straffer du
Dog står jeg ej herinde i en frivillig hu
Til Udgårds drot at drage dertil stod fast mit sind
Der kunne han så mage at her jeg vandret ind
Thi sig mig hvis du mægter hvad vej jeg vandre må
For til de stærke slægter i Jotunheim at gå
Der skreg til Mjølners svinger Hel med sin stemme styg
Det klang som sværdet klinger udi en panserryg
Forlad min sort bue gå frem snart est du der
Det blænder mig at skue din sundheds rosenskjær
Der vinkte brat behænde gud Tor med dristigt blik
Sig Loke bort mon vende da Hel forbi han gik
Fast han sit øje lukkede så tungt var ham den gang
Hun så på ham og sukkede i hendes spir det klang
Thor in Helheim
A high chair stood beneath the vaulted stone
It was made of skulls and the bones of the dead
There Hel threatened, all was white at her feet
With a blue ice gaze from the blood that flowed below
A white bone bleached in the moonlight
She reached out to the living with a vengeful mind
It smelled of decay, she sprang like a beast
As a king's scepter, she wielded it in her grim hand
It was so quiet in there, a stench of death everywhere
No winds stirred, only hollow sighs echoed
Three torches flickered blue by each dead one
A sight of pure terror with no trace of blood
There Thor smiled, he turned around
He must quickly rush into the circle of the dead
He shouted loudly in there these harsh words
So go it every woman who dares not follow Thor
To the wretched fools who fear wounds and death
Now Hel will eternally torment you with pain and bitter need
You did not let the helmet vault over your head boldly in battle
You were made to tremble, so tremble for all time
Then the fierce giant stepped firmly before Hel
He had to lower his voice in her dark home
He said, ghastly woman, you justly punish
Yet I do not stand here willingly in this gloom
To Udgard's lord to go there my mind was set
There he could match me as I wandered in
So show me if you can what way I must go
To the strong clans in Jotunheim to walk
Then Hel screamed at the wielder of Mjölnir with her ugly voice
It rang like a sword clanging against a suit of armor
Leave my dark bow, go forth soon you’ll be there
It blinds me to see your health's rosy glow
Then Thor waved abruptly with a daring glance
Say, Loki, should you turn back as Hel passed by
He closed his eye tightly, so heavy was he that time
She looked at him and sighed, in her grip it rang