395px

Jueves en Helheim

Myrkur

Tor I Helheim

En stol højt monne stande alt under hvælvet sten
Den var af hovedpande og skøre dødningben
Der så man Hel at true, alt var hun hvid mod fod
Mod issen blå at skue af underløbet blod

Et dødningben det hvide vel bleget i måneskin
Hun straktes ud til kvide med et hævngærrigt sind
Det vare muldent lugte hun sprang det som en vånd
Som kongespir hun brugte det i sin grumme hånd

Det var så tyst derinde, en liglugt overalt
Der rørtes ingen vinde kun hule suk gengjaldt
Tre fakler blåligt lue ved hver en dødning stod
Man idel rædsel skue med intet spor af blod

Der så man Tor at smile, han vendte sig omkring
Han monne hurtigt ile hen i de dødes ring
Han råbte højt derinde da disse strenge ord
Så gå det hver en kvinde som ej tør følge Tor

I usselige dåre som frygter sår og død
Nu Hel jer evigt såre med kval og bitter nød
I lod ej hjelmen hvælve om issen kækt i strid
I skabtes til at skælve så skælv til evig tid

Derpå den strenge kæmpe tren fast for Hela frem
Han måtte stemmen dæmpe i hendes mørke hjem
Han sagde gustne kvinde retfærdigt straffer du
Dog står jeg ej herinde i en frivillig hu

Til Udgårds drot at drage dertil stod fast mit sind
Der kunne han så mage at her jeg vandret ind
Thi sig mig hvis du mægter hvad vej jeg vandre må
For til de stærke slægter i Jotunheim at gå

Der skreg til Mjølners svinger Hel med sin stemme styg
Det klang som sværdet klinger udi en panserryg
Forlad min sort bue gå frem snart est du der
Det blænder mig at skue din sundheds rosenskjær

Der vinkte brat behænde gud Tor med dristigt blik
Sig Loke bort mon vende da Hel forbi han gik
Fast han sit øje lukkede så tungt var ham den gang
Hun så på ham og sukkede i hendes spir det klang

Jueves en Helheim

Una silla alta monne se encuentra todo bajo piedra abovedada
Era de ceja y hueso muerto loco
Allí viste a Hel amenazando, todo lo que era blanco contra el pie
Contra el hielo azul al espectáculo de sangre de subflujo

Una pierna muerta el blanco bien blanqueado a la luz de la luna
Ella está estirada hasta el abrazo con una mente vengativa
Ese artículo Molly huele ella saltó como un espíritu
Como una aguja del rey la usó en su mano sombría

Estaba tan tist ahí, un olor muerto por todas partes
No tocó ningún viento sólo suspiros huecos revertidos
Tres antorchas azuladas lue a cada una la muerte se puso de pie
Hombre en espectáculo de terror sin rastro de sangre

Allí viste a Tor sonreír, se dio la vuelta
Rápidamente se mete en el anillo de los muertos
Gritó en voz alta cuando estas palabras severas
Entonces ir todas las mujeres como no se atreven a seguir a Tor

En una lágrima antiestética que teme las heridas y la muerte
Ahora bien, vosotros eternamente dolidos con sval y amarga angustia
No dejaste que el casco se quemara sobre hielo crestado en la lucha
Eres creado para temblar, así que temblores para siempre

En ese sentido el estricto tren gigante fijado para Hela adelante
Tenía que voz tenue en su oscuro hogar
Dijo que la mujer sallow te castiga con justicia
Pero no estoy aquí en una casa de voluntarios

Al drot de Udgård para ir allí estaba firme mi mente
Allí podía tan magar que aquí vagaba en
Porque dime si medias en qué camino voy a vagar
Para los géneros fuertes de Jotunheim ir

Allí gritó a Mjølners columpios Hel con su voz mala
El timbre como las cuchillas de la espada udi una armadura de nuevo
Deja mi arco negro adelante pronto estás ahí
Me deslumbra mirar hacia fuera la bestia rosa de tu salud

Allí bruscamente agitó Dios hábil Tor con mirada atrevida
Diga Loki lejos mon turn cuando Hel pasó se fue
Arregló que su ojo cerrado tan fuertemente era él esa vez
Ella lo miró y suspiró en su aguja ese timbre

Escrita por: