395px

Æthelred

Svartsot

Æthelred

Som ælfthryth sønnen barsled',
Da såedes skæbnens sæd,
En halv snes år var han, da
Englands højsæde rømmet stod.
Dog kun den yngst' kongsemne,
Hans moder kunn' ej dy,
Hos rådmænd råd hun søgte,
Den ældst' mått' ryddes af vej.

Ædel-råd var det, han hed,
Af væsen ej helt sandt,
På hans skatte og hans arv,
Ville andre gøre krav.
Vikinger våged' agtsomt,
Havde set hans verden før,
Iagttog med ivrigt øje,
Indkaldt' mænd og sejled' did.

Ti tusinde pund rent sølver,
For at trække os fra hans kyst,
Næste gang vi rider bølgen,
Skal vi have tyve tusinde mere.

Ej på slagmark vandt han sejr,
Selv om han prøved' længe,
Hans bravest' og hans bedste,
Blev sorte ravnes rov.
Men riget reddes skulle,
Og gode råd var dyre,
Hans råd tilråded' gælden,
At dæmpe danskens rasen.

Og dansken kom til kongen,
Med fordringer til kamp,
(men) med skibe fyldt med skatte,
Loved' de at sejle bort.
Ti tusinde pund han gav dem,
Af skærest' sølvertøj,
Da dansken atter landed',
Fik de tyve tusinde mere.

Ti tusinde pund rent sølver,
For at trække os fra hans kyst,
Næste gang vi rider bølgen,
Skal vi have tyve tusinde mere.

"indfries én gang gælden",
Sagde rådets mænd så tit,
"indfries danegælden,
Bli'r vi aldrig dansken kvit".

Ti tusinde pund rent sølver,
For at trække os fra hans kyst,
Næste gang vi rider bølgen,
Skal vi have tyve tusinde mere.

Æthelred

En el tiempo de Ælfthryth, el hijo bastardo,
Cuando se sembró la semilla del destino,
Tenía apenas una docena de años,
El trono de Inglaterra estaba vacante.
Solo el candidato más joven,
Su madre no podía decidir,
Buscó consejo entre los consejeros,
El mayor debía ser apartado del camino.

Noble consejo era su nombre,
De carácter no del todo sincero,
Por su tesoro y su herencia,
Otros querían reclamar.
Los vikingos vigilaban atentos,
Habían visto su mundo antes,
Observaban con ojos ávidos,
Convocaban a hombres y navegaban allí.

Diez mil libras de plata pura,
Para alejarnos de su costa,
La próxima vez que cabalguemos las olas,
Exigiremos veinte mil más.

No ganó victorias en el campo de batalla,
Aunque lo intentó durante mucho tiempo,
Sus más valientes y mejores,
Se convirtieron en presa de los cuervos negros.
Pero el reino debía ser salvado,
Y los buenos consejos eran caros,
Su consejo aconsejaba la deuda,
Para calmar la furia danesa.

Y los daneses llegaron al rey,
Con demandas de combate,
(con) barcos llenos de tesoros,
Prometieron zarpar.
Diez mil libras les dio,
De la más fina plata,
Cuando los daneses desembarcaron de nuevo,
Recibieron veinte mil más.

Diez mil libras de plata pura,
Para alejarnos de su costa,
La próxima vez que cabalguemos las olas,
Exigiremos veinte mil más.

"Una vez se pague la deuda",
Decían los hombres del consejo tan a menudo,
"Una vez se pague la deuda danesa,
Nunca nos libraremos de los daneses".

Diez mil libras de plata pura,
Para alejarnos de su costa,
La próxima vez que cabalguemos las olas,
Exigiremos veinte mil más.

Escrita por: Lasse Lammert